Denne personlige artikel, er skrevet til dig som er ordblind, til dig som kender en ordblind, til dig som har en ordblind ansat, til dig som er forældre til en ordblind, og ikke mindst også til dig som ønsker at lærer at forstå et mennesker som er ordblind. Hvis det er dig, så tag dig god tid til denne artikel, da den er skrevet ud fra personlige erfaring og oplevelser, og ikke en videnskabelig rapport som kan sættes op i tal og statistikker. Dette er personligt, det er virkeligt, men det er også med et professionelt perspektiv.
Jeg vidste det, selvom verden ikke gjorde
Jeg har altid vidst jeg var ordblind, ganske simpelt fordi min mor opdagede det tidligt. Min mor er selv meget stærkt ordblind og har været klar over dette længe, så det var ikke svært for hende at genkende mine udfordringer med at lærer at skrive og læse i skolen. Jeg er opvokset med viden om jeg havde en udfordring som andre ikke havde, og jeg var nød til at lærer at håndtere det. Det var dog lettere sagt end gjort… Jeg kunne desværre ikke få den faglige støtte og hjælp fra min mor (mine forældre var skilt, så jeg så kun min far hver 2. weekend), men hun kunne derimod give mig en anden støtte. Uanset hvor meget jeg sagde det var svært, hvor træls det var, så var hendes svar altid “bare skriv… skriv alligevel”. Endnu engang kan man jo sige, at det var lettere sagt en gjort. Men det gjorde jeg. Jeg fik ingen anerkendende ord eller karakterer fra lærer gennem folkeskolen, kun en mor der fortalte mig at jeg skulle blive ved alligevel. I min folkeskoletid har jeg flere gange oplevet lærer der kaldte mig både dum og doven, fordi de mente jeg ikke gad at tage det alvorligt. Det sagde de til eleven, som glædeligt afleverede 5 siders stil i 6. klasse, og gjorde det igen hver gang der var muligheden for at skrive og fortælle. Hvad der her er vigtigt også at nævne var, at på papir var jeg ikke ordblind. Jeg tog nemlig testen 3 gange i løbet af folkeskolen (første gang må have været i 4. klasse) og resultatet var altid det samme. De mente jeg ikke var ordblind. De ord jeg blev bedt om at stave (uanset klassetrin) var ord som “mor”, “kan”, “hest”, “lille”, og eftersom jeg kunne dette, bestod jeg testen som ikke at være ordblind. Derfor var jeg dum og doven. På mange måder er det også nemmere for både skolen og lærer hvis elever ikke er ordblinde, blandt andet fordi der så ikke er nogen grund til at tilbyde særlig støtte. Så istedet for at få hjælp, var det ihærdigehed der måtte være mit drivkraft for at lærer at skrive og læse.
Lysten til at skrive og fortælle
På trods af den modstand jeg mødte i skolen, blev jeg faktisk glad for at skrive. Læse har altid været en udfordring, og mit tempo er den dag i dag langsommere end andre jeg burde være jævnbyrdig med, men at skrive er noget jeg virkelig elsker. Af ren lyst endte jeg i 7. klasse med at skrive 75 A4 sider i word om et eventyr jeg havde i hovedet. Lysten til at skrive historien færdig forsvandt dog desværre da nogen pointerede hvor ulæselig det var grundet grammatikken og stavefej. Sjovt nok var lysten for at sidde og rette mine egne mange fejl på ingen måde tilstede, som min lyst til at skrive. Lysten er jeg sikker på kom fra at have forældre som mentalt gerne ville støtte mig, uanset om de egentlig kunne hjælpe mig med mit problem eller ej. Samtidig har jeg altid været glad for historier, eventyr, og fortællinger mellem mennesker, og derfor altid elsket film hvor mit ordblindhed ikke var et problem. Så at fortælle mine egne historier, gjorde mig glad, og motiverede mig til at skrive.
Det må være noget galt, med folk som ikke kan stave…
Min mor var på mange måder en inspiration for hvordan jeg valgte at håndtere min ordblindhed, for i hende kunne jeg trods alt se hvordan det var som voksen at være stærkt ordblind. Jeg fik et klart indtryk både fra lærer og samfund, at folk der ikke kunne stave blev opfattet som dumme… Hvis man ikke kan noget så “simpelt” som at stave, så må der jo være noget galt… Det var den klare overbevisning jeg voksede op med, og med drømme om enten at blive advokat eller psykolog, kunne jeg nemt se mit ordblindhed som en begrænsning for jobs når jeg blev voksen. Selv hvis nogen ikke tænkte “dum” om folk der staver dårligt, ville en ordblind jo stadig skulle have alt sit skrevende arbejde rettet efter af en anden, altså kræve mere tid og derved flere penge. Dette var en logik jeg fint forstod i en ung alder, og besluttede mig for at jeg ikke ville sorteres fra kun på grund af det.
Kan man være ordblind, hvis man er intelligent?
For at undgå at blive opfattet på den måde, besluttede jeg mig for at gå på HTX (teknisk gymnasium). Jeg vidste at jeg var nød til at søge en svær udfordring, for det var kun igennem de svære udfordringer at jeg blev presset til at udvikle mig. I denne periode boede jeg ved min far, som gav mig roen til studier. Jeg var på dette tidspunkt klar over at jeg ikke kunne lærer helt ligesom andre, og var nød til at lærer på min egen måde. Jeg måtte med andre ord opfinde mit eget system. Mens jeg gik på HTX, fik jeg endnu engang lov at blive testet for at være ordblind, og fik for første gang et bevis for det. Jeg blev fortalt at min intelligens var det som gjorde jeg ikke fremstod tydeligt som en normal ordblind. Dertil vil jeg nævne at intelligens er mange forskellige ting, for jeg score ikke højt i det matematiske, men åbenbart stærk på andre områder. Så jeg havde “fejlen” der gjorde jeg var ordblind, men havde så meget andet der gjorde jeg kunne kompensere for det, og derved anses som “normal” af den almindelige test for ordblinde. Derfor krævede det nogen med større viden omkring ordblindhed, til at se og anerkende mit problem.
Ordblinde lærer ikke at stave på samme måde som andre
Det er vigtigt at forstå at ordblinde ikke er “blinde” for ord, men har en svaghed i hjernen der gør at vi ikke lærer det på samme måde. Jeg har fået det forklaret fra både psykologer og andet igennem mange år, og har prøvet at blive klog på hvordan jeg egentlig var anderledes end andre. Ordblinde lærer ikke at stave på samme måde som andre, for vi hører ikke ordet eller ser det som en helhed på samme måde som andre. Værdien og betydningen af ordet eller bogstavet bliver derfor ikke opfattet, men blot registeret som en sort klat på papiret. Jeg kan bedst forklare det ved at fortælle hvordan jeg selv staver. Jeg lærte at jeg ikke kunne hører bogstaverne i ordenen på den måde vi normalt udtaler dem, derfor lærte jeg mig selv en anden udtryks form for alle ord jeg havde svært ved at stave. Alle ord huskede jeg både for hvordan man sagde dem i tale-form, samt hvordan de lød bogstav for bogstav, med hårdt tryk for hver udtalelse. Det vil du nok sige mange mennesker gør, men for mig virkede det at sige bogstaverne højt med den lyd jeg mente de gav, og ikke den måde de bør læses højt på. De ord jeg ikke kunne bruge den teknik på, så som “psykologi” (fordi hvem besluttet lige der skulle et stumt p ind?!), måtte jeg huske, hvilket betød jeg trænede ordet mange gange på huske kort og andet, for til sidst at kunne huske ordet. Mange ord kan jeg huske hvordan de skal se ud, men ikke nødvendigvis stave det. At bede mig stave noget højt kan være svært, men at skrive det på computer er langt mere overkommeligt da jeg er mere rutineret i dette, og hurtigt kan få visualiseret ordet. Samtidig har jeg svært ved at skimme tekst igennem, fordi jeg gerne skal se det hele ord for ord. Hvis jeg skal skimme, skal jeg have et ord jeg ved jeg vil finde, og derefter kan jeg nemmere finde det i teksten, fordi jeg ved hvordan den visuelt vil præsentere sig, mellem de mange andre bogstaver.
Nyt sprog, samme system
Da jeg ville tage min overbygning på min uddannelse, for at få en bachelor, valgte jeg at gå i en international klasse. Jeg ville gerne kunne fungere internationalt, og mit tale-engelsk var fint, men mit skrevende… ja, der var det endnu engang utrolig tydeligt hvor ordblind jeg var. Jeg tog udfordringen op med den indstilling, at hvis bare jeg gennemførte var jeg stolt af mig selv. Engelsk var nemlig en udfordring, fordi hele mit mentale system for hvordan jeg håndterede det danske, ikke virkede på det engelske. Der var nye regler, lyde, og ingen af ordene var en del af min hukommelse. Nogle små eksempler, så kunne jeg ikke stave “enough”, “management”, og “business”, og da 2 af de ord indgår i min titel idag, var det ret kritisk. Men jeg opdagede at mit system for at stave også kunne bruges på det engelske sprog, jeg måtte bare endnu engang øve ordenen. Mit system for både at have lyden for hvordan det udtales, og hvordan det lyder når det skal skrives, brugte jeg også på det engelske. Derfor husker jeg alle engelske ord hvordan de siges, og så hvordan jeg vil sige dem bogstav for bogstav, dog med en dansk lyd til det. Business bliver derfor til “Bus i ness” med en jysk udtalelse af hver form. Samtidig bliver et ord som management til “man ag e ment”, igen med en jysk udtryksform. Dog har jeg intet system for enough, fordi jeg ingen logik kunne finde i det, og derfor har måtte acceptere jeg blot måtte huske det. I lang tid blev “enough” stavet “iknof”, hvilket Word ikke havde nogen hjælp til. Derfor har jeg længe sagt, at når jeg kan et sprog, så kan jeg det på to forskellige måder. Jeg har et sprog for hvordan man siger det, og derefter hvordan sproget lyder skrevet. Min måde at løse det på, er ved altid at kaste mig ud i de uoverkommelige udfordringer, og tvinge mig selv til at træne og øve ordene.
Stædig, men bestemt ikke dum og doven!
Jeg tror ikke på at det at være ordblind, betyder man passer ned i en bestemt kasse, og derfor skal lære ting på kun én bestemt måde, men at det betyder at der er behov for også en anden form for støtte. Det var bestemt ikke godt for mit selvværd at hører fra voksne autoriteter at jeg var dum og doven, mens jeg stadig var et barn, men jeg havde heldigvis en stædighed til at vise dem det ikke var sandt. Samtidig var det at få af vide fra forældre at jeg bare skulle forsætte uanset hvad, nok en af de ting der gjorde jeg blev ved. Jeg har altid haft store drømme og ambitioner for hvad jeg ville blive til som voksen (og ja det har jeg faktisk stadig), og vidste at hvis jeg havde en udfordring der kunne blive min forhindring til at opnå de drømme, var jeg nød til at lærer at arbejde med det. Jeg har stadig idag fejl, og jeg bliver sikkert aldrig helt fejlfri, men jeg vil stadig forsøge at blive bedre. Engelsk er stadig en udfordring, men jeg føler mig ikke begrænset, og jeg klare mig fint i det, vært fald nok til at få 12 i min engelske bachelor rapport (og ja, jeg er stolt!). Sjovt nok har jeg altid haft en idé om at når man nu kom ud i det virkelige liv, ude på arbejdsmarkedet, så ville der være en forventning om at alt man lavede skriftligt ville være fejlfrit. Det er det måske indirekte nogen steder, men jeg har også erfaret at uanset hvor dygtige folk er til at formulere sig og skrive, får de stadig andre til at tjekke det igennem, trods alt kan et enkelt årstal som er skrevet forkert grundet trykfejl, have meget betydning for en rapport. Af samme grund fik jeg også min rapport rettet igennem af min forlovede, fordi jeg som andre ved, at med vigtige rapporter er det altid en god idé at få andre til at læse dem igennem.
Mit ordblindhed skal aldrig få lov at begrænse mig
Når jeg møder nye mennesker jeg skal arbejde sammen med, siger alt indeni mig at jeg ikke skal fortælle dem at jeg er ordblind. Jeg lærte trods alt at ordblinde mennesker er dumme og dovne, så hvor hører de dog til på en arbejdsplads? Jeg kan mærke en følelse af at folk ikke vil give mig det samme ansvar, de samme udfordringer, hvis de ved jeg er ordblind… Heldigt kan jeg kun sige, at alle jeg har fortalt det til, faktisk har reageret meget antikdramatisk. Folk har blot udtrykt at de var glad for jeg har sagt det, og derefter har jeg på ingen måde følt at jeg er blevet behandlet som jeg selv frygter. Jeg tror ikke på min egen frygt har meget med den virkelige verden at gøre, men blot er blevet bygget op igennem årende fra hvordan jeg oplevede det i skolen. Jeg er stadig utrolig utilpas hvis jeg skal skrive på en tavle eller whiteboard, for her ved jeg at jeg laver fejl der er til offentligt skue. Når jeg skriver langsomt (hvilket jeg gør på whiteboard, sammenlignet med computer) er det svært at bruge de teknikker jeg har, og er jeg foran fremmede, bliver jeg stadig ramt af følelsen for at være “dum og doven”. Jeg har svært ved at tro på nogen inderligt sidder og tænker den slags, men det er en følelse der rammer mig hver gang i de situationen, uanset alder. De øjeblikke hvor jeg gerne vil føle mig professionel og sikker, går mit ordblindhed ind og blander sig, på trods af de ting intet bør have med hinanden at gøre. Jeg kan have ret i hvert eneste ord jeg siger, endda være den mest kvalificeret i rummet til at udtale mig om noget, og samtidig stave forfærdenligt så alle kan se det. Men de ting har i realiteten intet med hinanden at gøre. Jeg føler det tager noget af min autoritet og faglighed fra mig når mit ordblindhed skal vises frem, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ikke vil lade det begrænse mig! Selvom det giver mig udfordringer, så har det også givet mig masser af ihærdigehed og vedholdenhed. Evnen til at lærer selv var et must, for at ikke at lade ordblindhed være en begrænsning. Jeg havde klare drømme om både uddannelser og job, og selvom det stadig er noget jeg er nød til at arbejde på, så skal det aldrig få lov at begrænse mig.
Hvis du begrænser mig, stopper du min udvikling
Så hvad kan du der læser dette bruge det til. Jamen til dig som er ordblind, vil jeg give dette råd. Vær ikke bange for at fortælle det, og tag gerne imod hjælp til at kikke det skriftlige materiale igennem. At folk retter på ens skriftlige arbejde, bør aldrig få lov at tage noget fra din professionelle autoritet, og derfor mød det altid med et “tak for hjælpen”. Det er nemmere for alle på den måde. Til dig som ikke er ordblind, vil jeg andbefale bare at give plads til folk der har denne udfordring. Anerkend at der er en udfordring der skal tages med i arbejdet, men lad det aldrig begrænse de opgaver du tilgiver personen. I det øjeblik ordblinde bliver begrænset i opgaver, tvinges vores udvikling også til at stoppe. Det var gennem udfordringer og fejl at jeg blev bedre, ikke ved særlige hensyn. Det er ikke nødvendigvis det rigtige at gøre for alle, men jeg selv ønsker at blive bedre uden for min comfortzone. Ordblinde har en anderledes udfordring, men det har ingen betydning for øvrige kvalifikationer. Det må du være enige eller uenig i, men jeg ved hvor meget jeg både fagligt og personligt kan tilbyde andre, uanset om jeg også har en anden udfordring. Jeg tror på udfordringer kan gøre mennesker stærkere, særligt hvis vi også får den mentale støtte til at klare det. Med den tanke, så må jeg sige at det at være ordblind har gjort mig stærk på mange andre områder. Jeg værdsætter min egen ihærdighed og vilje, hvilket min ordblindhed på mange måder har været med til at give mig. Jeg er ordblind, jeg er også dygtig til i mit fagområde, men jeg er ikke begrænset.